Når fremtiden ser lidt dunkel ud, kan vi vælge at sidde på hænderne eller at gøre noget ved det.
En bred aftale havde sikret vores ældre en tryg og rar alderdom ved at forudse et ældreboom. Generationerne omkring krigstiden er ved at nå deres livs efterår. De skal have den alderdom, de er blevet lovet, efter et helt liv med arbejde og indbetaling af skatter til fælles gode. Men den økonomiske situation ser noget dyster ud – pengene er nemlig brugt og vores politikere tager ikke ansvar.
Omkring år 2001 opdagede vores politikere, at den var helt gal. Vi stod på tærsklen til, at en hel generation af mennesker ikke kunne forsørges af én simpel årsag: der var for mange af dem. Der blev lavet en bred aftale, og et kommende forlig skulle være startskuddet til en ekstra opsparing, så de ældre kunne få en tryg og rar alderdom. Der var allerede før 2001 taget initiativ til ATP, folkepension og øget selvfinansieret opsparing. Udgangspunktet for denne aftale var en konference i fællessalen i Folketinget, som omhandlede følgende: ”Tre komiteer, der skulle se på bæredygtig finanspolitik, høj beskæftigelsesgrad og bæredygtige pensioner”. De komiteer skulle sikre vores ældre en tryg og rar alderdom.
Men sådan skulle det ikke gå, for pengene er brugt på en anden gruppe mennesker. En gruppe mennesker som går under navnet ”flygtninge”. For at slå ordet ”flygtning” fast så er der ikke tale om ”kvoteflygtninge”, som landene får tildelt igennem UNHCR. Der er tale om velfærdsflygtninge eller velfærdsemigranter. De velfærdsemigranter, vi løbende har fået ind i landet, har drænet vores statskasse for mange milliarder. I 2015 kostede de statskassen 33 mia. og en realistisk prognose peger på, at dette tal bliver øget til 40 mia. i 2017. Dette beløb er ikke medregnet ekstraudgifter til offentlige virksomheder så som politi, sagsbehandlere, tolke, advokater, sygehuse mm. Der er lavet nogle beregninger, som viser at de reelle beløb ligger i omegnen 80-100 mia. kr. årligt. Dette beløb øges hvert år.
Vi kan se, at de befolkningsgrupper, som kommer ind i landet fra Mellemøsten og Nordafrika, er klart overrepræsenteret i kategorien ”velfærdsemigranter”. Erfaringen viser, at denne gruppe mennesker som helhed ikke integrerer sig i det danske samfund, hverken socialt eller på arbejdsmarkedet. Vi har emigranter fra Ungarn, Vietnam, Kina, Sydamerika, Sverige og Japan, som på flere områder er ”bedre” borgere end etniske danskere, når det drejer sig om beskæftigelse, da arbejdsløsheden blandt disse befolkningsgrupper i Danmark er lavere end den er blandt etniske danskere. De grupper af mennesker, der kommer fra Mellemøsten og Nordafrika, kan eller vil ikke være gode skatteydere i Danmark. Vi har forsøgt at gøre dem til en del af det danske samfund i over 40 år, og det har vist sig, at det ikke kan lade sig gøre. Både 2. og 3. generations efterkommere bliver dårligere integreret end generationerne før dem. Både tal fra Danmarks Statistik og Rockwoolfonden viser, at denne gruppe er overvejende muslimer. Nu vil jeg ikke stigmatisere alle muslimer, men jeg vil gerne tage muligheden for at pege på Islam som en samfundsnedbrydende totalitær politisk ideologi, som ikke tillader muslimer at være en del af det vestlige menneskesyn med fokus på blandt andet personlig frihed og respekt for andre befolkningsgrupper.
Den ældre befolkning er en af de ”bløde” grupper i samfundet, som betaler regningen for, at vores politikere ikke har taget ansvar for fordelingen af de ressourcer, som vores samfund har akkumuleret de seneste mange generationer. Vi oplever ældre og gamle, som ikke får den omsorg, de fortjener efter et langt liv som lovlydige skatteborgere.
En anden udsat gruppe i samfundet er vores børn. Vi har en folkeskole, som er blevet ensrettet og sparet i stykker. Og så er der de handicappede og svage personer. De er alle ramt af sparekniven. Og de er alle sjældent dem, der råber højest, når der skal fordeles skattekroner.
For at sikre fremtiden for de store aldrende generationer er vi nødt til at handle nu!
Der er nogle tiltag, vi kan gøre med det samme. Der er muligheden for at sætte skatten op. Den idé kan jeg fra starten godt modsætte mig – vi har i forvejen verdens højeste skattetryk. Et øget skattetryk vil gøre det vanskeligere for arbejdsgivere og arbejdstagere, og vi risikerer, at vores gode arbejdsstyrke og virksomheder tager flugten ud af landet, hvilket de i forvejen har gjort i nogen omfang.
Vi kan også tage logiker- og realisme-hatten på og tage fat om nældens rod. Vi kan starte med at fjerne al offentlig bistand til mennesker, som ikke er danske statsborgere. Derefter skal vi stoppe al asylbehandling i Danmark. De mennesker, som er kommet til Danmark som velfærdsemigranter, skal sendes tilbage til det land, de kom fra og så skal Islam fratages status som religion. Det er de første skridt i løsningen for et ordentligt Danmark. De 80-100 mia. indvandringen koster Danmark om året, mener jeg skal gå til mennesker, som har været med til at opbygge den fælles pengetank og som slider hver dag for at bevare den. Når vi som stat byder fremmede mennesker ind i Danmark, skal det være en win-win situation for landet og dem, som kommer til. Der er en alt for stor del af indvandrerne, som genererer en win-lose situation, hvilket er på den etniske befolknings bekostning.
Hvis vi på nogen måde skal komme igennem denne krise for hele den kommende ældregeneration, så er det nu, vi skal handle. Vi skal stoppe asylbehandlingen i Danmark, sende velfærdsflygtningene tilbage til nærområderne, gøre integration til en privat sag og stoppe statslig støtte til alle personer, som ikke er danske statsborgere. Hvis vi indfører disse tre tiltag, vil den ældre generation ikke blive tabt i et pengeløst hul og vi kan give vores børn og unge en ordentlig fremtid.